Pædagogik

Faglig tilgang

Vores tilgang til mennesket er anerkendende og inddragende. Vi fokuserer på borgernes ressourcer, drømme og ønsker for et meningsfuldt liv. Inddragelse betyder i praksis at borgerne inddrages i alle elementer vedr. deres liv på bostedet eks. udarbejdelse af målsætning, måltrappe, udviklingsplaner og statusskemaer. Borgere opfordres også til at deltage aktivt i fællesskabet vedr. borgerråd, inddragelse i planlægning af aktiviteter, arrangementer, kost, indkøb, daglige strukturer mm.

For at sikre at personalet og borgerne har en fælles forståelse for de ressourcer og støttebehov borgeren har, bruger vi redskabet ‘Fælles Faglighed’ udviklet af Jankvist & Co. Redskabet medvirker til at identificer borgerens zone for nærmeste udvikling, samt at målrette indsats og metode.

Metode

Jeg-støttende samtaler: Jeg-støttende-samtale er en samtalemetode, der støtter den enkelte borger til at sætte ord, kropssprog og stemning på egne følelser og reflektere over fordele, ulemper og konsekvenser som har betydning for dennes muligheder og ønsker for fremtiden. Metoden er kendetegnet ved at den understøtter beboeren i, at finde sine egne ressourcer. Det handler om at støtte beboeren til at mærke sig selv, erkende sig selv og få en oplevelse af, at grundlæggende følelser som det at vise vrede, glæde eller sorg over for et andet menneske ikke nødvendigvis skal opleves som truende.

Social Færdighedstræning: Social færdighedstræning er træning i at mestre sociale situationer. Det er en målrettet, systematisk og pædagogisk metode til at udvikle, vedligeholde, forbedre og generalisere borgernes sociale færdigheder. Målet er at borgerne bliver bedre til at træffe velbegrundede og velovervejede beslutninger og holde fast i sine meninger og holdninger. Social færdighedstræning kan både bruges i fællesskabet og individuelt i samarbejde med borgeren.

tårne

ADL- Botræning: På VitaCura finder vi arbejdet med målrettet og systematisk botræning væsentligt. Erfaringsmæssigt ved vi, at for at muligheden for udflytning til eksempelvis egen bolig skal blive en positiv oplevelse, så er der nogle dagligdags rutiner og færdigheder, som skal opbygges og/eller vedligeholdes. Botræningen har til hensigt at klæde beboeren på til at komme ud at bo selvstændigt i egen bolig og fungere optimalt der. Tilbuddet støtter borgeren med at træne almindelige praktiske færdigheder, der er nødvendige for at klare hverdagsaktiviteter såsom personlig hygiejne, påklædning, madlavning, spisning, rengøring m.m. ADL indebærer også at personalet hjælper den unge med at tage kontakt til myndigheder og sundhedsvæsenet så borgeren kan få etableret kontakt til kommune og sagsbehandler, få en adresse, blive tilknyttet en læge, blive skrevet op til en bolig m.m. Formålet med ADL-træning er at den unge tilegner sig færdigheder til at klare daglige gøremål i naturlige og meningsfyldte sammenhænge.

Low Arousal: Low arousal anvendes med henblik på at forebygge voldsomme episoder og til at støtte borgerens trivsel og udvikling. Der er fokus på medarbejderens egen adfærd da borgeren, i samspillet med medarbejderen, får mulighed får at erfare nye relationelle samspil og udvikle nye hensigtsmæssige strategier i vanskelige situationer.